Har ét år tilbage at leve i: Vil give julekurve til andre kræftramte

I maj måned fik Birthe König-Pedersen beskeden om, at hun blot har ét år tilbage at leve i. Nu vil hun hjælpe andre kræftramte familier.

69-årige Birthe König-Pedersen fik beskeden om, at hun blot har et år tilbage at leve i. Det gav hende motivationen til at hjælpe andre kræftramte familier. 

I 2012 fik Birthe konstateret brystkræft, og fik derfor fjernet det ene bryst. Hun blev derefter erklæret rask, og det syntes at være afslutningen på sygdommen.  

quote Det er jo bare en naturlig ting at hjælpe andre.

Birthe König-Pedersen, kræftpatient

Men den gode nyhed blev pludselig erstattet af en dårlig. 

Det viste sig, at kræften blot havde ligget i dvale, og i maj måned i år blev hun fortalt, at kræften havde spredt sig til hendes knogler. 

Det resulterede i flere brud i Birthes knogler, der ikke kan hele, og knoglekræften kan derfor ikke helbredes, blot lindres. 

Birthe fik derfor at vide af lægerne, at hun kun har et år tilbage at leve i. 

Birthe König-Pedersen inden hun blev ramt af kræft.
Birthe König-Pedersen inden hun blev ramt af kræft. Foto: Privatfoto

Julemad og julegaver

Men i stedet for at gå helt ned med flaget, blev Birthe ramt af et ønske om at hjælpe. 

- Det er jo en hård tid, og jeg tror, der er nogle mennesker, der har det lige så hårdt, fortæller Birthe til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det er jo bare en naturlig ting at hjælpe andre. 

Birthe og hendes 33-årige datter Jamilla Meller er flyttet fra Roskilde til en gård nær Grenaa, hvor Jamilla har taget plejeorlov for at hjælpe sin mor i den svære tid. 

quote Det er minder, man har brug får, når man får konstateret kræft.

Jamilla Meller, datter til Birthe

Planen er nu, at Birthe König-Pedersen og Jamilla Meller vil sørge for et julemåltid og julegaver til enten to eller fire familier i nærheden af Grenaa, der selv står i den situation, at de nyligt er blevet konstateret syge med kræft. 

Datteren Jamilla Meller hjælper Birthe König-Pedersen med at køre julekurvene ud til familierne.
Datteren Jamilla Meller hjælper Birthe König-Pedersen med at køre julekurvene ud til familierne. Foto: Privatfoto

- Det skal være en julekurv med juleslik og flæskesteg og julegaver til børnene, fortæller Jamilla.

- Gaven til børnene skal være noget kreativt, som vil skabe minder. Det er minder, man har brug for, når man får konstateret kræft. Og samtidig vil det give overskud i hverdagen, at man ikke skal tænke over, hvad man gør med julen. 

For familien ved, hvordan det er, at få beskeden om at man har kræft. Især uvisheden om, at ens familiemedlem måske ikke er der næste dag, kan få hverdagen til at ramle fuldstændig sammen, mener Jamilla. 

- Min mor har altid været god til at hjælpe andre, så det ligner hende så meget at gøre det her. Det er uretfærdigt, at hun har kræft, men det kan man ikke gøre sig fri for, fortæller Jamilla.

Gennem dialog med Kræftens Bekæmpelse vil familien finde nogle kræftramte familier, de kan give julegaverne til. Alt efter hvor mange børn, familierne har, vil Birthe og Jamilla finde frem til, hvor mange familier, de har midler til at hjælpe.