Pænt nej tak: Kommunalt ansatte får ikke lov at beholde bededag
Byrådsmedlem foreslog, at store bededag fortsat skulle være en fridag for kommunens ansatte, men det blev et nej.
De sidste krampetrækninger i et forsøg på at undgå at skulle stå op og gå på arbejde på store bededag.
Dem lavede byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti Michael Nedersøe på vegne af de kommunalt ansatte i Horsens.
Han foreslog, at alle kommunens ansatte fortsat skulle kunne holde fri på store bededag.
- Jeg håbede, at der ville være nogle partier, der turde udfordre beslutningen lokalt, når der har været så stor folkelig modstand mod det, der er stemt igennem på Christiansborg, siger Michael Nedersøe.
Men det var der ikke, og derfor blev det et nej til at holde fast i store bededag for kommunalt ansatte.
Forslaget blev nedstemt i økonomiudvalget i Horsens Kommune tirsdag.
Var aldrig en mulighed
Og ifølge både KL og kommunalforsker Roger Buch var det aldrig en mulighed, at kommunen kunne gå ind og omgøre regeringens afskaffelse af store bededag.
- Det er et forsøg på at høste noget popularitet. Det er jo såmænd ikke usædvanligt, det gør politikere hele tiden.
Det sagde Roger Buch til TV2 Østjylland, da Michael Nedersøe stillede forslaget.
Men Michael Nedersøe er ikke enig i KL og Roger Buchs vurdering. Han har derfor bedt KL om svar på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.
Ikke skudt til hjørne endnu
Hvis KL svarer, at der er den mindste chance for, at man kan lave aftaler lokalt, så fortsætter Michael Nedersøe kampen fortæller han.
- Jeg har ikke skudt den til hjørne, men det ser mørkere ud i dag, end det gjorde i går.
Men det er der ikke noget, der tyder på, hvis man lytter til KL og kommunalforsker Roger Buchs tidligere vurderinger.
Men spørger man Michael Nedersøe, er der altså ikke tale om et forsøg på bare at høste popularitet.
- Det synes jeg ikke, at det er. Det er for at se, hvad jeg kan gøre for at imødekomme borgernes utilfredshed. Jeg synes, det er ærgerligt, at man bare går ind og lukker store bededag, og jeg tror på, at vi sagtens kan lave lokaleaftaler med de ansatte.