Kæmpe overskud undrer Bjarne: - Jeg er mundlam
Bjarne Frost Jensen er en af mange danskere, der har kæmpet med store elregninger. Han er i chok over Norlys' nye store overskud.
- Jeg er nærmest mundlam. Jeg bliver faktisk ked af det og får ondt i maven.
Sådan reagerer Bjarne Frost Jensen, da han hører om Norlys' overskud, som Finans har skrevet om torsdag.
Energikoncernen Norlys, der har hovedkontor i Silkeborg, kom ud af 2022 med et overskud før skat på 4,2 milliarder kroner.
Resultatet er næsten ti gange så højt som året før.
Føler sig snydt
Bjarne Frost Jensen er selv kunde hos Norlys. I december fik han en regning på 4.300 kroner for strøm, som væltede hele hans budget.
En regning, der var dobbelt så høj, som han var vant til.
Og derfor er han også chokeret over selskabets store overskud.
- Det føles som om, at jeg er blevet snydt. At de har så meget og ikke kan undvære lidt. Det er jo ikke kun mig, det er gået ud over, siger Bjarne Frost Jensen og tilføjer:
- Det føles virkelig som om, at nogen har profiteret på noget, man ikke bare kan undvære.
Dele af overskuddet gives tilbage
Norlys har ikke ønsket at stille op til interview, før regnskabet endelig behandles og godkendes på den årlige generalforsamling den 20. april.
Men Norlys' pressechef, Michelle Hald, skriver i et skriftligt svar, som hun også har sendt til Finans, at der kan sendes penge tilbage til de 800.000 andelshavere.
- Overordnet kan vi dog sige, at hele overskuddet vil blive geninvesteret primært i tiltag relateret til den grønne omstilling eller kanaliseret tilbage til vores ejere, skriver pressechefen.
Hun skriver videre, at Norlys de sidste tre år har givet 1,5 milliarder kroner i rabatter til koncernens andelshavere, og at selskabet i øjeblikket undersøger en model for rabatter for 2023.
Michelle Hald påpeger derudover, at det høje overskud særligt er et resultat af store indtægter i energihandelsselskabet Norlys Energy Trading, som koncernen ejer 51 procent af.
Pengene er tjent på et energimarked, hvor der var store prisudsving sidste år. Det gav energiselskaber gode vilkår for at tjene penge på handel med energi.
Håber på at få penge tilbage
Bjarne Frost Jensen giver dog ikke meget for Norlys' forklaring om, at overskuddet ikke er tjent på private kunder.
Norlys forklarer, at grunden til deres store overskud er energihandel, mens de faktisk har haft underskud på private kunder. Er det så ikke okay, at der har været højere regninger?
- Det har ikke ændret på de regninger, vi har haft. Det har ikke givet os nogen fordel på nogen måde. Jeg forstår ikke, at de har så meget og ikke kan undvære lidt.
Bjarne Frost Jensen er dog glad for, at Norlys åbner for muligheden for at dele noget af overskuddet ud.
- Det håber jeg virkelig sker.