Det har gået op og ned for den omdiskuterede togstation i Laurbjerg mellem Randers og Aarhus. I årevis har lokale kræfter kæmpet for at få åbnet stationen med et trinbræt, men efter flere bump på vejen er dens fremtid fortsat uvis.
Vi kan ikke komme videre uden at sætte de her penge af til projektet.
Nu tyder meget dog på, at politikerne i Favrskov Byråd er klar til at tage næste skridt mod en genåbning af stationen.
På tirsdagens byrådsmøde ventes et flertal at afsætte 750.000 kroner til første del af et projekt, hvor Favrskov Kommune finansierer genåbningen.
Laurbjerg som stationsby
Ingen garanti for genåbning
Men selvom genåbningen af stationen betales af kommunen, er der ingen garanti for, at den bliver en del af Banedanmarks net.
Det afhænger både af Banedanmark, Folketinget og prisen for projektet.
- Vi har dog en klar formodning om, at det kan lykkes. Vi kan ikke komme videre uden at sætte de her penge af til projektet, og det er ikke unormalt, at vi undersøger, om noget kan lade sig gøre på forhånd og bruger en del analysepenge, siger byrådsmedlem i Favrskov Kommune Birgit Liin (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har i flere år været en af de største fortalere for en genåbning af Laurbjerg Station, og hun tror på projektet nu, hvor det tyder på, at Favrskov Kommune selv vil betale.
- Inden for nogle måneder skal byrådet beslutte om de 10 mio. kroner, vi i forvejen har reserveret, skal udmøntes. Og så kan der forhåbentlig stå passagerer af og på i Laurbjerg til næste år, siger hun.
Forventer politisk flertal
I første omgang er det så altså 750.000 kroner, der skal bruges for at lave det materiale til Banedanmark, som kræves for at komme videre med planerne.
- Jeg forventer helt klart, at der er et flertal for det i aften, men det er ikke sikkert, at alle er enige, lyder det fra Birgit Liin.
Socialdemokratiet med borgmester Nils Borring i spidsen ventes også at stemme for at sætte pengene af.
Da der var planer om et trinbræt herude, stod det øverst i alle boligannoncerne herude. Det gjorde det også, da vi købte huset herude.
Før det overhovedet er kommet på tale, at Favrskov Kommune selv skal betale for genåbningen, var det forventningen, at Folketinget ville klare finansieringen.
Men grundet en ændring i aftalekredsen bag aftalen om bedre og billigere kollektiv trafik, hvor DF trådte ud, besluttede den resterende forligskreds (S, EL, RV og SF) nemlig, at der ikke skulle bygges en station i Laurbjerg alligevel.
Vil spare 15 mio. kroner
Med beslutningen sparer forligskredsen 15 millioner kroner, som kan bruges på andre projekter.
- Forligskredsen ønsker en så stærk og attraktiv kollektiv transport som muligt. Og i forligskredsen er vi kommet til den konklusion, at det lave antal passagerer, der forventes at bruge Laurbjerg Station, ikke kan retfærdiggøre anlægsomkostningen og den gene de resterende passagerer kommer til opleve med en længere rejsetid som følge af en station i Laurbjerg, sagde transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.
Den beslutning ramte både lokalpolitikere som Birgit Liin og borgerne i Laurbjerg hårdt.
- 86 procent arbejder andetsteds end i Laurbjerg, og børnene kan kun gå i skole her til 6. klasse. De ældre klassetrin og gymnasiet skal de til Hadsten for at finde, sagde formand for landsbyklyngen Favrskov4ren Peter Lange i december 2019 til TV2 ØSTJYLLAND.
Flyttede for trinbræt
Nogle har sågar valgt at flytte til Laurbjerg på grund af planerne om genåbningen af stationen og trinbrættet.
- Da der var planer om et trinbræt herude, stod det øverst i alle boligannoncerne herude. Det gjorde det også, da vi købte huset herude. Jeg tror, det var et rigtig godt incitament for at flytte herud. Man kan bo på landet, men samtidig være i Aarhus på under en halv time, har tilflytteren Stine Albrectsen tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.
Usikkerheden omkring stationen har derfor også fået konsekvenser for den lille familie.
- Det vil gøre, at vi ikke bliver her lige så mange år, som vi havde regnet med, fordi vi kommer til at bruge alt for lang tid på offentlig transport, sagde Stine Albrectsen.
Indtil videre må Stine Albrectsen og andre Laurbjerg-borgere vente i spænding på, hvad der kommer til at ske med deres højtønskede station.