Karen Egestad sidder altid i den samme stol på sin stue på plejehjemmet Møllegården i Hadsten.
Når hun sidder der, ved hun præcis, hvor alting står. Selv om hukommelsen ikke fejler noget, har Karen svært ved at se.
Men det gør ikke så meget, for Karen kan pege på billederne af oldebørnene, finde det lilla sjal hendes 85-årige datter har strikket og med rollatoren placere sig stille og roligt i den bløde lænestol.
Karen har overværet to verdenskrige, to konger, en dronning og 28 forskellige statsministre.
Verden var dejlig dengang. I min ungdom stod vi op klokken fire om morgenen og arbejdede til klokken ni om aftenen.
Danmark har ændret sig meget, siden Karen var ung. Selv om hverdagen var hård, kan hun godt savne tiden på familiens gård i den første del af 1900-tallet:
- Verden var dejlig dengang. I min ungdom stod vi op klokken fire om morgenen og arbejdede til klokken ni om aftenen. Jeg stod op og malkede, og så vaskede vi tøj og lavede mad, vi var jo 13 mennesker, fortæller Karen Egestad til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun boede med sin far, søster og halvsøskende. Hendes mor døde i en alder af blot 28 år, hvor Karen var tre år, men faderen fandt derefter en ny kone.
Nej til alkohol og mænd
Som ung drak hun ikke alkohol. Det har hun aldrig gjort, og det gør hun heller ikke den dag i dag. Hun synes, det er en dårlig vane, og kan blive helt forarget over den måde, som de unge fester og drikker på i dag
- Jeg havde heller ikke penge til spiritus, da jeg var ung. Jeg fik 25 kroner om måneden, siger hun.
Hvorfor skulle jeg rende rundt og slikke på dem? Så fik jeg jo bare tuberkulose.
Selv om inflationen hurtigt vil få de 25 kroner til at have større værdi i dag, forklarer Karen, at det heller ikke var ret mange penge dengang.
Karen Egestad var gift med den samme mand i 56 år, indtil han døde i 1991.
Hun var ikke typen, der skulle løbe hornene af sig, før hun fandt den rette. Og når man spørger om, hun har kysset på mange pæne mandspersoner i sin ungdom er svaret klart. Kontant faktisk:
- Hvorfor skulle jeg rende rundt og slikke på dem, så fik jeg jo bare tuberkulose, siger hun.
Svaret vidner om en anden tid, men også om en kvinde, der ikke har sagt ja til hvad som helst, og vidste, hvad hun ville have.
Vi blev ikke skilt eller noget, vi kendte slet ikke den slags dengang, men jeg var også meget glad for min mand.
- Vi blev ikke skilt eller noget, vi kendte slet ikke den slags dengang, men jeg var også meget glad for min mand, forklarer Karen, der synes, at det er bekymrende, at nutidens skilsmisseprocent sniger sig op på omkring de 50 procent.
Karen og hendes mand fik seks børn. I dag har Karen én datter tilbage, mens de andre døde for flere år siden. Det er tydeligt, at Karen bliver berørt, når man nævner børnene og deres død.
Hun har ikke ret meget lyst til at sætte ord på, hvordan det føles at skulle begrave sine egne børn.
Ude godt - Hadsten bedst
Når du er den næstældste i Danmark - kun slået med et par måneder af en dame fra Herning, hvad har du så fået 110 år til at gå med?
Udover sine børn var Karen Egestad fløjmand på et gymnastikhold og sammen med sin mand, havde hun en installatørforretning, hvor de solgte elektronik. Det fik dog ikke Karen til at holde særligt meget af teknologi:
- Jeg fik kun et tv, fordi min mand ville have det. Vi læste avis. Vi holdt Jyllands-Posten og Randers Dagblad, siger Karen, hvilket også er måden, hvorpå Karen synes, man burde få sine nyheder i dag.
Jeg fik kun et tv, fordi min mand ville have det.
For spørger man til udviklingen af internettet og andre af nutidens medier, synes hun, at det ville være mere fornuftigt at bruge tiden på noget andet.
Selv har hun aldrig set en computer. Synet nåede at blive svækket inden, men det virker ikke til, at hun føler, at hun er gået glip af det helt store.
Karen har tilbragt det meste af sit liv i Hadsten. Her var trygt, hun kunne hun passe sin familie og sin butik. Og så kendte hun alle, siger hun. Det med at rejse, var ikke noget for hende. De eneste andre lande, Karen har været i, er Sverige og Norge.
- Hvad skulle jeg dog rejse ud efter?, spørger hun.
Den runde fødselsdag
Selv om Karen fylder 110, og vennerne er gået bort, kommer der andre end hendes nye venner fra plejehjemmet for at fejre hende.
- Jeg får mange gæster. Vi bliver 30. De kommer fra hele landet, jeg har familie både i Schweitz og i Grækenland.
Hvordan hun ellers skal fejres, ved hun ikke helt, og maden den går hun ikke op i:
- Jeg ved ikke, hvad vi skal spise, vi snakker bare, siger hun.
Også borgmesteren i Hadsten, Nils Borring (S), lægger vejen forbi Karen og hendes stue med lænestolen. Og så hører hun nok fra sin penneven Dronningen, som hun siger. Når du fylder 110 år, er det nemlig tredje gang, du får et brev fra Amalienborg. Første gang var ved 100, så 105 og nu altså 110.
Karen ser lyst på fremtiden, og når vi spørger hende, hvad hun vil bruge næste år på, siger hun:
- Jeg ville jo egentligt gerne være balletdanser, men benene har det ikke så godt mere, småklukker hun.
Jeg ville jo egentligt gerne være balletdanser, men benene har det ikke så godt mere.
Og selv om benene ikke vil som hun. Og øjnene ej heller, så er hun glad for de 110 år.
- Jeg er taknemlig for livet, siger hun.
Og så til et livsråd fra en dame på 110 år. Hvordan bliver man så gammel?
Svaret kommer prompte. Og tørt. Ikke med et glimt i øjet. Men hudløst ærligt:
- Det ved jeg ikke.
