Whisky-tyv blev til røver
Skubbede ekspedient i brystet og flygtede
En kvinde gjorde sig i går eftermiddag til tyv, efter at hun sammen med en mand henvendte sig i en butik i Grønnegade i Aarhus.
Her gik de rundt i butikken og kiggede sig omkring, inden de stjal en flaske whisky, som de gemte i en medbragt taske.
Da de kom frem til kassen, blev de bedt om at vise, hvad de gemte i tasken. Det nægtede kvinden at være med til, hvorefter hun skubbede ekspedienten i brystet og løb forbi hende.
Ekspedienten fulgte efter kvinden og forsøgte at hive tasken fra hende.
- Der opstod herved mindre skubberi og kvinden forsvandt fra stedet. Fordi hun skubbede kvinden, udviklede det sig fra et butikstyveri til røveri, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kvinden blev senere anholdt og sigtet for røveri, fordi hun var blevet genkendt på videoovervågning. Hun er nu igen blevet løsladt.