Var du til J-dag i går? Så skal du passe på i dag

Mange tror, at de forbrænder en genstand i timen, men det er sjældent helt rigtigt.

J-dag er en af årets helt store byaftener. Her starter salget af Tuborgs juleøl. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

Selvom klokken har passeret 11, så er det langt fra alle, der må køre bil endnu.

I går var en af årets helt store aftener for diskoteker og barer landet over, da Tuborg startede salget af juleøllen, og det har i dag utvivlsomt resulteret i en del hovedpiner landsdelen over.

Læs også Så mange voldssager var der på J-dag

Men selvom man har fået sig en god nattesøvn, siden man kom hjem fra byen, så er det langt fra sikkert, at man må sætte sig bag rattet nu. Heller ikke selvom det snart er middagstid.

Hvornår ens promille når under de 0,5 og man dermed må køre lovligt igen afhænger nemlig af mange faktorer.

Her ses et eksempel på, hvornår karakteren Katrine igen må køre bil. Foto: Rådet For Sikker Trafik

Hvor meget forbrænder man i timen?

En normal myte er, at et voksent menneske forbrænder cirka en genstand i timen, men det er altså en myte, at det skulle gøre sig gældende for alle.

Både dit køn, din vægt og flere andre faktorer tæller med i, hvor hurtigt du forbrænder. Desuden går forbrændingen også først i gang efter 45 minutter.

En kvinde der vejer 65 kilo forbrænder i gennemsnit en genstand på cirka en time og 45 minutter. Forbrændingen går dog først i gang efter 45 minutter. En gennemsnitlig mand på 80 kilo vil derimod forbrænde en genstand på en time og et kvarter.

Men selv hvis man kender sin forbrænding fuldstændigt, så kræver det også, at man ved præcist hvor mange genstande, man har indtaget, og hvornår.

Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at man lader bilen stå morgenen efter en fest, for selvom man har sovet en god nats søvn, så er man ikke nødvendigvis ædru endnu.

Antal genstande i forskellige typer alkohol

På flasker og dåser er der angivet, hvor mange genstande der er i. Nedenstående liste kan give dig et generelt fingerpeg. Men husk at tjekke på flasken.

  • En pilsner (33 cl): 1 genstand
  • En guldøl/juleøl: 1,25 genstand
  • En stærk øl: 1,5 til 2 genstande
  • Et glas vil (12 cl): 1 til 1,5 genstande
  • En flaske vin (75 cl): 6 til 7 genstande
  • Et glas hedvin (8 cl): 1 genstand
  • Et glas spiritus (4 cl): 1 genstand
  • En flaske spiritus (70 cl): 18 til 20 genstande

Kilde: Rådet for Sikker Trafik