Væksthusene fylder år: 1,3 millioner gæster og et hav af svært udtalelige planter

Efter fem år og 1,3 millioner besøgende, kan Væksthusene i Botanisk Have i Aarhus i dag fejre fem års fødselsdag.

Væksthusene kan 12. september 2019 fejre 5 års fødselsdag. Foto: AU Foto og Maria Randima, Aarhus Universitet

Fem år er gået med eksotiske planter, der er svære at udtale. Efter næsten 1,3 millioner besøgende kan Væksthusene i Aarhus fejre fem års jubilæum.

Da Væksthusene åbnede den 12. september 2014, håbede de på at kunne tiltrække 80.000 gæster om året. Men i dag ser tallet væsentligt anderledes ud, da de byder 260.000 gæster velkommen hvert år. Tallet er dermed næsten tre gange højere end det, de forventede for fem år siden.

Læs også Den stinkende penisplante er i fuldt flor – men kun i få dage

- Man skal aldrig sætte en målsætning, fordi man næsten altid sætter den for højt og bliver skuffet på den anden side, siger Bent Lorenzen, der er direktør ved Science Museerne, til TV2 ØSTJYLLAND.

I Væksthusene er botanikken og naturen i centrum. Man kan gå på opdagelse i fire forskellige klimazoner med smukke blomster og imponerende planter, eller tage en pause i cafeen og nyde maden og de grønne omgivelser.

Botanisk Have og Væksthusene, Steno Museet og Ole Rømer-observatoriet er en del af Science Museerne.

Tallet stiger stadig

Og ifølge Bent Lorenzen er tallet fortsat stigende.

- Normalvis vil man have en lille nedgang, når man indvier et nyt museum, men det har vi faktisk ikke oplevet. Der er en lille vækst hele tiden, så der er ikke nedgang, siger Bent Lorenzen.

Billedet er fra Væksthuset i Aarhus. Foto: Inger Kjær‎

Direktøren afslører også, at der alene indtil videre i år har været 20.000 flere besøgende, end de regnede med.

- Det vokser stille og rolig. Det er vi glade for, det er en stor succes, siger Bent Lorenzen.

Læs også Spøgelsestræer i Botanisk Have kribler med tusindvis af beboere

Og grunden til den stigende interesse er ifølge direktøren, at man kan få en god oplevelse hver gang, man besøger stedet. Han uddyber, at man for eksempel kan holde øje med, om planterne er vokset, og det er en oplevelse i sig selv.

- Jeg tror, at stedet giver folk mulighed for at komme ind og få en oplevelse, og den er større, end de regnede med. Det er mange børnefamilier, det havde vi ikke troet til at starte med, siger Bent Lorenzen.

Væksthusene er tegnet af arkitekt C.F. Møllers Tegnestue, som også står bag arkitekturen på Aarhus Universitet.

Direktøren fortæller også, at mange af de besøgende er gengangere, som også får en ny oplevelse hver gang, selvom de har været der før.

- Vi har mange gengangere, og det er rigtig mange børnefamilier. Det er sted hvor man kan gå en tur, og det tiltrækker folk, siger han.

Han understreger også, at der er en del turister, der besøger Væksthusene, men langt størstedelen af de besøgende er fortsat gengangere og børnefamilier.

Besøgstal i Væksthusene

  • 2014: 1. maj - 31. december: 137.699 
  • 2015: 219.009 
  • 2016: 218.968 
  • 2017: 254.230 
  • 2018: 240.400 
  • 2019: 1. januar - 8. september: 201.053
     

Samlet antal besøg: 1.271.359 

 

Kilde: Science Museerne, Aarhus Universitet