Ung spritbilist kørte rundt med spædbarn på bagsædet

Det kunne være gået grueligt galt, da en 26-årig kvinde kørte rundt i påvirket tilstand med to børn i bilen

En 26-årig kvinde blev tilbageholdt af en borger på Østervold i det centrale Randers. Hun var mistænkt for at køre i påvirket tilstand. Foto: Google Street View

Foto: Google Maps

1 af 2

En 26-årig kvindelig bilist snakkede snøvlende, havde røde øjne og lugtede af alkohol, da politiet testede hende for spritkørsel torsdag aften kl. 21.35 i Randers.

En årvågen borger havde kort forinden tilbageholdt kvinden, da han med rette mistænkte hende for at køre i påvirket tilstand.

Læs også 70 personer anholdt efter uroligheder i Gellerup

- En alkometertest viste, at hun havde drukket mere end tilladt. På bagsædet af bilen sad et spædbarn og et to-treårigt barn. De blev afhentet af noget familie til den 26-årige, mens hun selv blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, oplyser Østjyllands Politi.

At man kører rundt i så påvirket tilstand med børn på bagsædet er heldigvis ikke noget, vi oplever så tit.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor høj kvindens promille var, men da hun altså havde tydelige tegn på alkoholpåvirkning, vil Østjyllands Politi gerne bekræfte, at den var noget over det tilladte.

- At man kører rundt i påvirket tilstand med børn på bagsædet er heldigvis ikke noget, vi oplever så tit, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ros til den årvågne borger

Han roser samtidig borgeren, der tilbageholdt den kvindelig bilist. Hun blev spottet kørende slingrende ad Grenåvej mod Randers. Her havde hun svært ved at holde sin egen vognbane, inden hun parkerede på Østervold i det centrale Randers.

- Borgeren – en 37-årig mand – skal have ros for sin indsats. Det var godt gået, siger Jakob Christiansen.

Læs også Politiet vil undgå farlige situationer i trafikken: Hold nu til højre!

Den 26-årige spritbilist blev anholdt, afhørt i sagen og er nu sigtet for spritkørsel. Hendes forklaring var, at det slet ikke var hende, der kørte bilen, men en mand der stak af fra den parkerede bil på Østervold.

- Men vidner har altså se hende køre bilen, og de har observeret kvinden siddende bag rattet, forklarer Jakob Christiansen.     

Østjyllands Politi oplyser, at kvinden ikke får en skærpet straf for at have sat børnenes liv i fare. Hun bliver udelukkende sigtet for spirituskørsel, for der findes ingen paragraf, der giver mulighed for hårdere straf, når en spritbilist kører med børn i bilen.