Uheld på motorvejen skaber kø: - Folk er uopmærksomme

Uheldet er sket mellem Skanderborg S og Ejer Bavnehøj i sydgående retning

Uheldet er sket syd for Vrold.

To personbiler er kørt sammen i det midterste spor på E45 mellem frakørsel 53 Skanderborg S og 54 Ejer Bavnehøj.

Det betyder, at der lige nu er kø på motorvejen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Det er det sædvanlige sted. Vi får tilbagemeldinger, om at der er problemer med opmærksomheden, siger Lars Grønlund, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kø på E45 ved Skanderborg: Juletrafikken har lavet huller i vejen

De to biler er angiveligt kørt sammen på grund af uopmærksomhed eller for tæt kørsel, men det skal politiet undersøge nærmere.

En person er kørt til kontrol på skadestuen, men ingen er kommet alvorligt til skade.

På nuværende tidspunkt er kun ét spor farbart, men vagtchefen forventer, at det andet snart vil blive åbnet igen.