Tvivlsomt tilbud fra Larsen
Dynekongens bog får hårde ord med på vejen af Jyllands-Postens anmelder.
Hvis man skal tro anmeldelsen i Jyllands-Posten, er det ikke noget godt tilbud sengetøjsmagnaten Lars Larsen fra Silkeborg har til danskerne med hans erindringsbog. Den 192 sider lange bog er trykt i et million-oplag og omdeles gratis til alle husstande i Danmark.
'Elendigt skrevet, dårligt disponeret og trykt og indbundet på den billigst og grimmest tænkelige måde', mener anmelderen Niels Lillelund.
'Snarere end en reklame for forfatteren, bliver den derfor både i form og indhold et ufrivilligt afslørende portræt af et discount-Danmark. Et land brolagt med gustne overlæg og tapetseret med en meget lang konfirmationssang med haltende rim', fortsætter han.
TV2 / ØSTJYLLAND har i aftenens udsendelse kl. 19.30 Lars Larsen i studiet til et interview om meningen med hans bog og kritikken af den.