Tidligere AGF-assistent fortsætter i Brentford
Glen Riddersholms tidligere assistent i AGF Lars Friis skal fremover udklække talenter i danskerklubben Brentford
Invasionen af danskere i den engelske fodboldklub Brentford fortsætter for uformindsket styrke.
Onsdag oplyser Brentford, at klubben henter Lars Friis ind i trænerstaben som individuel udviklingstræner.
Læs også
Danskerens primære opgave bliver at sætte skub i udviklingen Brentfords talentfulde spillere i alderen 17 til 20 år.
Lars Friis var senest ansat i AGF, hvor han fungerede som assistenttræner under Glen Riddersholm. Friis stoppede i superligaklubben kort efter fyringen af Riddersholm i slutningen af september, hvor AGF hentede David Nielsen i Lyngby som ny cheftræner.
Del af en større dansk koloni
Brentfords nye udviklingstræner var i 1999 med til at starte FC Midtjyllands fodboldakademi. Senere blev han også assistenttræner i FCM.
Båndene mellem FCM og Brentford er særdeles tætte, da FCM-formand Rasmus Ankersen er fodbolddirektør i den engelske fodboldklub. Derudover ejes de to klubber af forretningsmanden Matthew Benham.
I Brentford bliver Lars Friis en del af en større dansk koloni, da klubben også har den tidligere Brøndby-træner Thomas Frank i staben.
Brentfords førsteholdstrup tæller desuden de fem danskere, Andreas Bjelland, Henrik Dalsgaard, Lasse Vibe (tidligere AGF-spiller, red.), Emiliano Marcondes og Justin Shaibu.