Taxier bliver hjemme ved travlhed

Taxinævnet i Århus Kommune overvejer at indføre tvang over for de taxavognmænd, der ikke sender bilerne på gaden, når efterspørgslen er størst.

Hvis ikke der kommer flere taxaer på gaden i spidsbelastede perioder, er det sandsynligt, at der fra juni bliver indført en vagtordning, hvor taxaer bliver tvunget på gaden. Det skriver JP Århus.

Hvis vognmændene nægter at indgå i ordningen, risikerer de at miste deres bevilling, oplyser medlem af byens taxanævn, Ango Winther (S), til avisen.

Taxinævnet i Århus Kommune er fra nytår begyndt at overvåge antallet af taxaer, der er på gaden i de perioder, hvor mange århusianere har brug for hyrevogne.

Ifølge Ango Winther bekræfter den nye kontrol, at for mange taxachauffører lader bilen stå i garagen, når der er brug for den på gaden.

- Der mangler taxaer til århusianerne, fordi mange taxavognmænd er oppe i alderen. De har en butik, som er betalt, og hvis de bare kører 3-4 timer om dagen, så har de til dagen og vejen, anfører han.

Direktøren for Århus Taxa, Flemming Faaborg, håber ikke, at kommunen vil indføre den nye vagtordning. Han siger, at en del af problemet er, at det er svært at skaffe taxachauffører.