Strandfesten fortsætter
Mere elitesport i Randers
Ikke så snart har publikum og de medaljevindende danske beach håndboldhold forladt strandsportsbanerne i Tronholmparken, før nye sportsbegivenheder i verdensklasse tager over.
Allerede i morgen starter det nye sportsevent, Randers EDC Beach Festival, hvor publikum kan opleve beachvolley hold fra Polen, Sverige, Norge, Island og Tyskland. Senere kommer hele den danske elite i kamp om årets danske mesterskaber.
Efter sidste uges publikumssuccess med Strandhåndboldd har arrangørerne store forventninger.
- Vi håber selvsagt, at topvolley-spillerne trækker lige så mange tilskuere til stranden som håndboldspillerne gjorde i sidste uge. Faciliteterne bliver de samme, da vi har fået lov til at låne tribunerne fra EM-turneringen. Også den populære Beach Bar bliver stående, ligesom der - helt i Beach kulturens ånd - bliver masser af underholdning, publikumskonkurrencer, Stand Up og cheerleaders med mere i ugens løb, siger elitechef i Randers Kommune, Morten Arvidsson i en pressemeddelelse.
Bliver turneringen en succes, søger arrangørerne om at få et stævne på den Europæiske tour næste sommer.