Skat i aktion i lufthavnen
Fokus på rejsende med mange kontanter
Personale fra Skat står torsdag morgen parat i Aarhus Lufthavn for at vejlede de flyrejsende om reglerne for udførelse af større kontantbeløb til udlandet.
Ved tidligere razziaer er det konstateret, at mange rejser med flere penge end de 10.000 euro - ca. 75.000 kr. - som frit kan udføres.
Der er indtil videre givet bøder for tre millioner kr. til personer, der er blevet afsløret ved grænseovergangene.
- Heldigvis overholder de fleste rejsende de gældende regler, og det er vi rigtig glade for. Vi vil dog gerne følge vores strategi om at informere og vejlede vores kunder og hermed få fat i den gruppe af rejsende, som endnu ikke kender til reglerne. Vi håber også, at kampagnen kan være medvirkende til at påvirke holdningen hos de borgere, der ikke overholder reglerne. De deciderede modspillere, der ikke vil følge reglerne, forsøger vi at få fat i ved de mange kontroller og aktioner, vi løbende har, siger Erling Andersen, direktør i Skat med ansvar for told, i en pressemeddelelse.
Må ikke stamme fra terror
Kontantloftet er indført for at sikre, at de penge, som føres ud af landet, ikke stammer fra terror eller vil blive brugt i forbindelse med terror, eller til overtrædelse af anden lovgivning.
Skat er således med til at sikre, at der ikke sker en hvidvaskning af penge fra ulovligheder
Der er ingen problemer i at medbringe store kontantbeløb, hvis blot man fortæller det til Skat. Skal de medbragte penge fx investeres i drømmeboligen i udlandet, skal Skat have det at vide, når der medbringes mere end 10.000 Euro, eller det der svarer til 75.000 danske kroner.
- Det er ærgerligt at skulle betale en stor bøde, fordi man ikke kender til reglerne på området. Man kan derfor komme til at betale en høj pris for sin uvidenhed, siger afdelingsleder Gitte Kaae Plambek, Smuglerikontrollen.