Raser over "nej" til videoovervågning
Kulturarvsstyrelsen vil ikke lade Århus Kommune sætte overvågningskameraer op på rådhuset. Rådmand raser.
En vred borger følte sig uretfærdigt behandlet af systemet og kvitterede i foråret 2008 med at kaste en brosten gennem et stort vindue på rådhuset i Århus.
Det er den slags episoder, der har fået flere lokale politikere til at ønske sig videoovervågning. Der er bare det lille problem, at bygningen er fredet, og derfor skal Kulturarvsstyrelsen give lov til at sætte kameraer op. Men styrelsen vender tommelfingeren nedad.
Det erfarer TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den radikale rådmand Peter Thyssen forstår ikke Kulturarvsstyrelsens afgørelse.
- Jeg fatter ikke det afslag. For det første er det simpelthen nødvendigt for de ansattes tryghed, at vi sætter de kameraer op. For det andet er der altså tale om små og diskrete stykker elektronik, siger en rasende rådmand til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt har kommunen ansøgt om at sætte 48 kameraer op ved rådhuset, men man har altså pr. brev fået et blankt afslag fra Kulturarvsstyrelsen. I brevet hedder det blandt andet:
- Det vurderes, at kameraer vil medføre forringelse af den visuelle oplevelse.
Desuden oplyser Kulturarvsstyrelsen, at afgørelsen ikke kan ankes til Kulturministeriet.
TV 2 | ØSTJYLLAND har meget mere om sagen i vores udsendelse klokken 19.30.