Rådmand brugte forkerte tal

Rådmand brugte et forkert tal, da han udtalte sig om den indgåede aftale om udbud af busdriften i Århus.

Rådmand Gert Bjerregaard (V) havde det helt forkerte tal fremme, da han tidligere på ugen kommenterede aftalen om udbud af busdriften i Århus.

Det mener i hvert fald Peter Thyssen (R), rådmand for Teknik og Miljø. Peter Thyssen har bedt Midttrafik om at finde regnemaskinen frem, og der er da også stor difference mellem de tal, de to rådmænd er kommet frem til.

Gert Bjerregaard påtalte, at borgmester Nicolai Wammen og rådmand Peter Thyssen anbefalede Midttrafiks bestyrelse indgå en aftale, der årligt er 70 millioner kroner dyrere for Århus, end den Midttrafik ellers ville have indgået.

Midttrafiks egne tal viser, ifølge Peter Thyssen, imidlertid noget helt andet. Ifølge busselskabets beregningerne bliver aftalen ca. 1,6 millioner kroner dyrere årligt, i forhold til hvis tillægs-overenskomsten var blevet anvendt som grundlag for aftalen.
Midttrafik har hele tiden taget udgangspunkt i tillægs-overenskomsten, skriver rådmanden i en pressemeddelelse.

- Gert Bjerregaards tal er helt hen i vejret. De er udregnet i forhold til landsoverenskomsten, som er fuldstændig uanvendelig i en større by som Århus. Nu har vi fået en aftale, der undgår at sætte buschaufførerne ned i løn. Samtidig sikrer vi ro i den århusianske busdrift, og det er billigt i forhold til, hvad en konflikt på området ville koste århusianerne, siger Peter Thyssen (R).