Kommuner bruger skattekroner på VIP-fodboldbilletter

Kommuner betaler for, at borgmestre og topembedsfolk kan se superligafodbold fra første parket. I strid med reglerne siger lektor i forvaltningsret

Herning og Silkeborg kommuner kalder VIP-indkøb "naturligt" og "fair", skriver Jyllands-Posten. Foto: Claus Fisker/Scanpix Foto: Claus Fisker - Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

VIP-billetter med adgang til loungen, frokost ved reserverede borde og fri bar. Hundredtusinder af skattekroner bliver brugt på at sende borgmestre og kommunale embedsmænd til fodbold i Superligaen.
    
Det skriver Jyllands-Posten søndag.
    
Ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, er det i strid med reglerne at bruge skattekroner til den slags.

Grundlæggende er det ikke lovligt at bruge kommunens penge på VIP-fordele

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret, Aalborg Universitet

- Grundlæggende er det ikke lovligt at bruge kommunens penge på VIP-fordele, siger han til avisen.
    
Silkeborg Kommune betaler byens superligaklub 250.000 kroner årligt for en samarbejds- og markedsføringsaftale. Den inkluderer blandt andet tre VIP-kort med adgang til loungen, 45 VIP-billetter per år til loungen, deltagelse i klubbens årlige julefrokost og VIP-parkering og rabat på souvenirs.
    
Og lignende aftaler er lavet andre steder, viser aktindsigter i kommunerne.

I Odense har kommunen årligt brugt 1,15 millioner kroner på en aftale. Den inkluderer blandt andet et netværksbord til seks personer til alle OB's hjemmekampe samt plads til yderligere 14 personer til fire årlige kampe. Derudover er 25 koncertbilletter og 2000 almindelige fodboldbilletter inkluderet i aftalen.

Borgmester og kommunaldirektør har VIP-adgang

Herning Kommune køber VIP-adgang til borgmesteren og kommunaldirektøren hos FC Midtjylland. I 2016 købte kommunen desuden 4000 superligabilletter og delte dem ud til kommunens ansatte.
    
Borgerne i Horsens betaler for, at borgmesteren og tre øvrige kan sætte sig i VIP-loungen og nyde en middag ved reserveret bord med fri bar og kampoptakt fra trænerteamet.

Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) erkender, at man "altid kan diskutere", hvad kommunen får ud af sine VIP-kort. Han understreger dog, at det for kommunen handler om eksponering, ikke billetter.

Kommuner: "Naturligt og fair"

Herning og Silkeborg kommuner kalder VIP-indkøb "naturligt" og "fair", skriver Jyllands-Posten.

Kommunalordføreren for Dansk Folkeparti, Susanne Eilersen, understreger, at kommunerne skal følge forvaltningsretten, når de køber fodboldbilletter.
    
Det lokale fodboldstadion kan dog være et godt sted for erhvervslivet og kommunens embedsfolk at møde hinanden.
    
- Der er vigtigt for fodboldklubberne, at de får sponsorater fra erhvervslivet, mens erhvervslivet har en berettiget forventning om at kunne møde en kommunaldirektør eller en højtstående embedsmand og netværke, når man samtidig er ude på fodboldstadion, siger hun.

I samarbejde med TV MIDTVEST