Ny rådmand efter trafikulykke

Thomas Medom skal vikariere for Dorthe Laustsen

SF'eren Thomas Medom er som ventet udnævnt til vikar for sundheds- og omsorgsrådmand i Aarhus Dorthe Laustsen, der har ligget i koma efter en trafikulykke.

Det bliver den 32-årige Thomas Medom (SF), der skal vikariere for Dorthe Laustsen (SF) på posten som rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus. Det har Aarhus Byråd helt som ventet besluttet onsdag.

Dorthe Laustsen har været sygemeldt fra posten siden 2. juli, hvor hun sammen med sin mand var ude for en voldsom trafikulykke.

Hun lå frem til slutningen af juli i respirator og kunstig koma, hvor hun har gennemgået flere operationer. Den 67-årige politiker har i den seneste tid dog været meldt i bedring og har haft kontakt med sin familie.