Lustü er klar til mere
38-årige Steven Lustü er den ældste markspiller nogensinde i superligaen, men han er klar til at fortsætte for Silkeborg IF.
Hvis benene stadigvæk kan holde til fodbold på højeste niveau, og SIF ellers vil fortsætte samarbejdet, så er veteranen Steven Lustü klar til at fortsætte sin karriere som fodboldspiller.
- Rent skadesmæssigt eller restitutionsmæssigt kan jeg ikke mærke, jeg er blevet ældre. Jeg har det fint efter en kamp og er hurtigt klar ligesom alle andre. Men får man en skade i min alder, tager det formentlig længere tid at komme sig, og det kunne man også frygte det ville gøre i mit tilfælde. Jeg tror også det er derfor, at Silkeborg venter med at forlænge, hvis klubben da har de tanker. Jeg har ikke snakket med dem endnu. Der er stadig nogle måneder tilbage, så jeg ser tiden lidt an i øjeblikket, siger Lustü til bold.dk.
Steven Lustü overtog rekorden fra Stig Tøfting som den ældste markspiller i superligaen den 1.august, da Silkeborg spillede 1-1 mod FCK.