Litauere i stjålet lastvogn
Afsløret af åben bagdør
To litauiske mænd på henholdsvis 29 og 35 år blev i dag varetægtsfængslet frem til den 27. juni efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for at have stjålet en lastvogn med tilhørende sættevogn fra Birkegårdsvej i Hasselager.
De to mænd blev afslørede sig selv ved at køre med åben bagklap på Østjyske Motorvej. En bilist, som så den åbne dør bag i sættevognen, ville være hjælpsom og forsøgte ihærdigt at signalere til føreren af lastvognen, at der var noget galt. Men uden held. Lastvognen fortsatte sydpå uden at gøre holdt.
Så kontaktede bilisten politiet, som sendte en patruljevogn ud på motorvejen. Politiet havde dog heller ikke held med at få føreren af lastbilen til at standse.
Så tog Østjyllands Politi kontakt til kollegerne i Syd og Sønderjyllands Politikreds, som sendte yderligere to patruljevogne ud til motorvejen længere sydpå for at forberede en velkomst i form at sømmåtter på vejen: De såkaldte stingerspikes, som kan punktere dækkene på ethvert køretøj.
Da chaufføren så sømmåtterne bremsede han kraftigt op, fortæller politiet. En passager i lastvognen forsøgte at stikke af til fods, men han blev hurtigt indhentet af en hundepatrulje. Føreren forsøgte at gemme sig bag sædet i lastvognen, men den hoppede de jyske betjente ikke på.