Landskamp i Horsens er aflyst på grund af konflikt

Dansk Boldspil-Union meddeler, at fredagens planlagte venskabskamp mellem Danmarks kvindelandshold og Holland i Horsens er aflyst på grund af konflikt

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler, at fredagens planlagte venskabskamp mellem Danmarks kvindelandshold og Holland på Casa Arena i Horsens er aflyst på grund af konflikten mellem spillerne og DBU.

Det meddeler DBU på sin hjemmeside.

- Dette er en dybt beklagelig situation, og vi er rigtigt kede af at måtte skuffe de mange fans, der lige som vi har glædet os til denne fodboldfest. 

Læs også Kvindelandshold udebliver fra træning grundet konflikt

- Det er en ærgerlig og uholdbar situation, når vi ikke kan gennemføre en udsolgt landskamp og hyldest af kvindelandsholdet på grund af faglige uenigheder, siger Kim Hallberg, elitechef i DBU.

Kvindelandsholdet, der repræsenteres af Spillerforeningen, er uenig med DBU om fremtidens vilkår for landsholdet.

Går glip af salget i boderne

Den nu aflyste landskampen i Horsens skulle arrangeres af DBU, men den lokale klub AC Horsens er alligevel ærgerlig over en mistet indtægt. For salget i boderne på stadion havde tilfaldt klubben.

- Det er ikke, fordi jorden går under, og vi ligger søvnløse om natten nu, men større er vi altså heller ikke. Så alt har en betydning, og vi havde da gerne taget salget med, siger direktør i AC Horsens, Kristian Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Aarhus-studerende er klar til EM i fodbold

AC Horsens' frivillige havde ifølge direktøren også set frem til en landskamp på Casa Arena, og det går de nu glip af.

- Det mest ærgerlige er jo, at der er en masse, som har købt billet og glædet sig til kampen, som nu er skuffede, siger Kristian Nielsen.  

Danmark vandt i august sølv ved EM i Holland. Tirsdag i næste uge skal holdet spille den første kamp i VM-kvalifikationen ude mod Ungarn.

Danmark kan blive tvunget til at stille op til den kamp med et hold uden profiler, hvis konflikten ikke er løst forinden.