Landsbyer står sammen om ny sti: Har brudt barrierer ned

En ny 42 kilometer lang sti blev indviet søndag. Den skal være med til at binde fire byer i midten af Djursland stærkere sammen

02:05

VIDEO: Den nye sti går gennem fire byer på Djursland.

- Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. For der er jo ikke nogen af de her fire byer, der er kæmpe store. Og hvis der skal ske lidt, så er det vigtigt, at vi samarbejder ude i de små kommuner, siger Nanna Heide Laursen, som bor i Ryomgård. 

Læs også Silkeborgs brand som Outdoor Hovedstad: Kun 2 procent kender til det

Omkring 100 var søndag med til at indvie den nye "Midtdjurssti" efter den har været undervejs i 2,5 år.

- Den her sti er en måde at synliggøre nogle af de her skjulte naturherligheder, der er herude, siger Stefan Kalmar, næstformand i Ryomgård Distriktsråd.

Nanna Heide Laursen var med til at indvie den nye sti.

Den 42 kilometer lange natursti skal motivere indbyggerne i Ryomgård, Kolind, Nimtofte og Pindstrup til at udnytte områdets muligheder for outdoor-aktiviteter bedre.

- Så man kommer ud, og nyde den her dejlige natur, og få noget motion. Og det kan være med til at binde det gamle Midtdjurs sammen på en eller anden måde, siger Hans Jørgen Hvitved, formand for DGI Østjylland.

Omkring 100 var mødt op for at være med til at indvie den nye sti.

Brudt barrierer ned mellem byerne

Den nye sti binder ikke kun de fire byer sammen på Djursland til fods.

- Det har aldrig været normalt, at landsbyerne imellem herude samarbejder med hinanden, fortæller Stefan Kalmar.

Stien har brudt barrierer ned og åbnet op for et større samarbejde på tværs.

- Det her har været det første projekt, hvor vi har brudt de her barrierer ned. Og så har vi samarbejdet på kryds og tværs af de små byer, og det har været rigtig fedt, siger Stefan Kalmar, næstformand i Ryomgård Distriktsråd.

Den nye sti går gennem Ryomgård, Kolind, Nimtofte og Pindstrup på Djursland.

Nu går de og overvejer, hvilke nye projekter de fire byer skal kaste sig ud i. 

Stien er finansieret af det lokale "Fonden Sparekassen Midtdjurs" og af projektet "Spor i Landskabet".

Læs også Ulveentusiast søger lort på Djursland: - Den skal være 3,5 cm tyk