Kvinde idømmes ét års betinget fængsel for vanrøgt af 61 hunde

Kvinden frakendes desuden retten til at have med dyr at gøre i 10 år

De 61 hunde havde levet i små bure, hvor de var smurt ind i egen afføring. Foto: Dyrenes Beskyttelse

En 71-årig kvinde er fredag i Retten i Randers blevet dømt skyldig i vanrøgt af 61 hunde. Strafudmålingen lyder på ét års betinget fængsel. 

Kvinden frakendes desuden retten til at have med dyr at gøre i 10 år, afgør retten.

Læs også 71-årig dømt for hundemishandling: Anklager overvejer at anke

Anklager Marianne Bich fra Østjyllands Politi krævede mindst ét års fængsel, da hun fredag formiddag procederede i vanrøgtssagen ved Retten i Randers.

Kravet bundede blandt andet i, at sagen om hundevanrøgt er uden fortilfælde.

- Der er ingen andre af de sager, jeg har kunnet finde, hvor omfanget af skader og lidelser er så store som i denne sag, sagde Marianne Birch i retten.

00:36

VIDEO: Anklager Marianne Birch er ikke utilfreds med dommen, men hun overvejer alligevel at anke.

Luk video

Tilfreds anklager

TV2 ØSTJYLLAND var i kontakt med Marianne Bich umiddelbart efter, at den 71-årige kvinde fik sin dom.

- Jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklageskriftet. Jeg havde krævet ubetinget fængsel, men retten fandt på grund af alder og helbred, at dommen skulle gøres betinget, siger Marianne Bich fredag til TV2 ØSTJYLLAND.  

DET BØR DU TJEKKE INDEN HUNDEKØBET

  • At hvalpen skal være otte uger, før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark
     
  • At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er otte uger
     
  • At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge
     
  • At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
     
  • At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter, som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg
     
  • At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Er den sky og bange for mennesker kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt
     
  • Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du støtter dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem
     
  • Kontakt politiet eller Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt

Kriminalforsorgen har i en personundersøgelse konkluderet, at den 71-årige kvinde grundet sin alder og helbredsmæssige tilstand ikke er egnet til en ubetinget fængselsstraf.

Kvindens forsvarer, Ole Bukhave, sagde i retten, at kvinden maksimalt stod til seks-syv måneders betinget fængsel.

45 levende - 16 døde

Sagen startede, da en politibetjent i februar sidste år fandt 61 hunde i et hjem i Gjerlev nord for Randers. 45 af hundene var afmagrede og indsmurt i egen afføring, ligesom de var meget menneskesky. 

De resterende 16 havde parret inden politiets ankomst skudt, og derefter lagt de døde hunde i plastikposer. 

De overlevende hunde var i meget dårlig tilstand. Fem blev aflivet med det samme. 

02:04

VIDEO: Anette Kjeldsen har overtaget en af de misrøgtede hunde fra Gjerlev. Onsdag var hun i retten for at høre om sin hunds grufulde fortid.

Luk video

I laset tøj og med lav stemme

Den dengang 70-årige kvinde og hendes nu afdøde samlever blev i 2017 sigtet for uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling. 

I Retten i Randers er den anklagede 71-årige kvinde tiltalt for den groveste paragraf i dyreværnsloven. 

Kvinden har i retten forklaret, at hun og samleveren opdrættede hundene for at sælge hvalpene. Hun mødte op i retten i laset tøj og svarede foroverbøjet og med lav stemme på anklagernes spørgsmål.   

Det var i bure magen til dette, hundene på gården ved Gjerlev tilbragte stort set al deres tid i. 

Hundene tilbragte det meste af deres tid i mindre bure, som parret sjældent fik muget ud i. Den tiltalte 71-årige kvinde fortalte, at dyrene gennemsnitligt var ude af buret en gang ugentligt.  

Anklageren i sagen, Marianne Birch, har udtalt, at hun ikke kender til så grov en sag om misrøgt af hunde. Hun har tidligere givet udtryk for, at straffen bør ligge højere end en bødestraf, da der er tale om grov uforsvarlig behandling af dyr i et så stort antal.

Sagen startede i Retten i Randers i onsdags.