Kraftig regn rammer torsdag

Sommerferien byder ikke på megen sol. I stedet vil regnen stå ned i stænger

02:09

1 af 2

Torsdag bliver en rigtig møgdag på vejrfronten, hvor menuen står på regn og rusk. Der kan endda komme voldsomme byger lokalt, lyder prognosen fra DMI.

- Det bliver en dag, hvor man bare skal gemme sig inde i sin hule, siger vagtchef Mogens Rønnebæk.

Regnen begynder på Bornholm, hvorefter den i løbet af dagen breder sig vestover til blandt andet Østjylland. I løbet af dagen forventes der i gennemsnit at falde 23 millimeter regn i det østjyske.

- Det vil veksle mellem 10 og 50 millimeter lokalt. Nogle steder vil man opleve det som kraftig regn, siger Mogens Rønnebæk.

Skal sende advarsler
DMI definerer regnskyl som "kraftig regn", hvis der falder mere end 24 millimeter over seks timer. Og så skal meteorologerne advare omverdenen.

- Så skal vi sende advarsler ud til beredskabet og politiet, og det sidder vi nu og overvejer, om vi skal gøre, siger Mogens Rønnebæk.

Vandmængderne burde dog ikke volde kloakkerne større problemer, som da skybruddet raserede København for nylig, lyder det.

Torsdagen ligger altså mest af alt op til sysler indendørs, men femdøgnsprognosen giver heller ikke solhungrende feriedanskere grund til optimisme.

- Det meste af fredagen går med at få skubbet regnvejret over mod svenskerne, og så kommer der er et nyt regnvejr ind over landet søndag, siger DMI-vagtchefen.