Kornhandler erklærer sig konkurs: Direktør anmeldt for millionsvindel

Direktør har ifølge kornhandler erkendt fiktive handler for millioner, der koster selskabet livet.

BMG A/S har kontor på Haraldsvej i Randers. Foto: Google Street View

En direktør i kornhandelsvirksomheden BMG A/S har angiveligt snydt for millioner. Det får selskabet til at dreje nøglen om og politianmelde direktøren. Det oplyser selskabet selv i en pressemeddelelse ifølge Landbrugsavisen.

Grovvarevirksomheden har base i Randers. Herfra har Søren Blach, der er en af selskabets ejere, i en mail til sine kunder og i en pressemeddelelse oplyst om forholdene.

Virksomhedens ene ejer og direktør, Jens Møller, har egenhændigt foretaget regnskabsmæssige transaktioner på baggrund af fiktive handler og fakturaer.

BMG A/S i en pressemeddelelse

Selskabets bestyrelsesformand, Lars Krüger, bekræfter over for Landbrugsavisen, at udlægningen stemmer.

- Der er de seneste dage konstateret alvorlige uregelmæssigheder i virksomhedens handler. Det medfører, at virksomheden er blevet insolvent, står der i pressemeddelelsen ifølge landsbrugsmediet.

- Virksomhedens ene ejer og direktør, Jens Møller, har egenhændigt foretaget regnskabsmæssige transaktioner på baggrund af fiktive handler og fakturaer. Disse fiktive transaktioner har medført et betydeligt tocifret milliontab.

16 fuldtidsansatte hos firmaet

Lars Krüger fortæller til Landbrugsavisen, at milliontabet betyder, at selskabet mandag vil begære sig konkurs.

- I morgen (mandag, red.) begærer vi os konkurs. Og så går det efter bogen, siger han til Landbrugsavisen.

Ifølge bestyrelsesformanden har Jens Møller erkendt forholdene. Han er søndag blevet meldt til Østjyllands Politi. Det står ikke klart, hvorfor de fiktive handler er blevet udført.

Læs også Café lukket af myndighederne: Sort skimmel og plamager af snavs

Virksomheden har 16 fuldtidsansatte.

Søren Blach og Jens Møller er udover at være selskabets direktører også ejere af det holdingselskab, som ejer BMG.

BMG er et selskab fra 2004. Sidste år havde det ifølge Børsen en bruttofortjeneste på 13,3 millioner kroner. Det gav et overskud på 2,2 millioner kroner.

Da sidste års regnskab var gennemgået, lå der 14,6 millioner kroner i egenkapital på kistebunden.