Kolind-piger hyldet
Fodboldpiger vendte hjem til hæder
Pigeholdet fra Kolind Centralskole vandt i går DM i skolefodbold i Parken i København.
Pigernes bedrift fik i dag hele byen til at hejse flaget og fejre de lokale helte.
Hos bageren var der lavet særlige guldmedalje-kager. Men de rigtige af slagsen hang om halsen på pigerne, da de gik ned ad den røde løber for at blive tiljublet.
Sejren i Parken betyder mere end bare en pokal for byen. Danmarksmesterskabet har sat Kolind på danmarkskortet, og det håber de forretningsdrivende får betydning, når turisterne kommer forbi om få måneder.
- Det får en stor betydning. Lige om lidt begynder turistsæsonen og så valfarter folk til Djursland. Når de kører igennem Kolind, så går der nok nogle tanker i gang: Hov, det var vist dem, der vandt Ekstra Bladets skolefodboldturnering, siger formand for Kolind Handelsstandsforening Jørn Schmidt.
Se mere om dagens hyldest af Kolind-pigerne i tv-indslaget øverst på denne side.