Kobbertyve brød ind på fabrik

Kobber er blevet mere værd. Derfor ser politiet flere tyverier af det røde metal

Foto: Flickr

Indbruddet fandt sted på en virksomhed på P. O. Pedersens Vej i Skejby. Foto: Google Maps

1 af 2

Det er lykkedes en eller flere ukendte gerningsmænd at stjæle kabler med kobber fra en virksomhed i et industrikvarter i det nordlige Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi brød tyvene ind på en virksomhed på P. O. Pedersens Vej i Skejby.

Indbrudstyvene kom ind på virksomheden ved at bryde en port op. Derefter stjal de kablerne, inden de forsvandt fra stedet.

Tyveriet blev anmeldt til politiet i går, onsdag. Det er endnu uvist, præcis hvor store mængder kobber, tyvene fik med sig derfra.

Kobbertyve på spil på kirkegård

Ifølge vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi er det blevet stadig mere almindeligt, at der bliver stjålet kobber under indbrud på fx virksomheder.

- Kobber er steget en del i værdi - et kilo koster 40-50 kr. Når kobberprisen er så højt oppe, bliver det mere interessant at stjæle. Derfor oplever vi en del af den slags tyverier, siger han til tv2oj.dk.

Det er ikke kun østjyske virksomheder, der med jævne mellemrum er plaget af tyve, der går efter kobber. Tilbage i februar blev der stjålet 175 mindeplader af kobber fra Østre Kirkegård i Randers.

Har du oplysninger om kobbertyveriet i Skejby, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.