Kajak-Lasse har krydset Kattegat

En 25-årig mand har i dag padlet fra Ebeltoft til Sjællands Odde i havkajak. Hans drøm er at nå hele Danmark rundt.

Lasse Andreas Bøgh har i dag padlet 47 kilometer fra Ebeltoft til Sjællands Odde. Foto: Lasse Andreas Bøgh

Det er lidt af en mission, 25-årige Lasse Andreas Bøgh har kastet sig ud i. Han vil ro Danmark rundt i en havkajak og har nu været i gang med sit projekt i en lille måned.

I dag gik turen fra Ebeltoft til Sjællands Odde. 47 kilometer på åbent hav.

Læs også TV-2, Seebach og Kandis på programmet: - Vi er nærmest lykkelige

- Turen er gået rigtigt fint. Der har været en del bølger, men der var heldigvis medvind, så det har været super godt. Men det er også en hård tur at krydse så lang en afstand helt alene, siger Lasse Andreas Bøgh til TV2 ØSTJYLLAND.

Der var masser af bølger på havet mellem Jylland og Sjælland, men heldigvis var der medvind på turen. Foto: Lasse Andreas Bøgh

1.000 kilometer i alt

I alt skal han tilbagelægge 1.000 kilometer i sin havkajak. Han startede 13. februar, hvor han begyndte at padle fra grænsen til Tyskland og op langs den jyske vestkyst.

Jeg gør det for at udfordre mig selv - og fordi jeg rigtigt godt kan lide at ro i kajak.

Lasse Andreas Bøgh

Dagens tur til Sjællands Odde kunne især mærkes mentalt.

- Det er meget ensomt at være derude, og jeg har næsten ikke set nogle skibe i dag. Der kan godt være lidt langt til land, når man ikke føler, at man kommer nogle vegne, og der er ingen kyst at holde øje med. Men der er også en sindssyg frihed over at være derude alene, siger Lasse Andreas Bøgh.

Dagens tur har taget knap ti timer, og han ankom på Sjælland omkring kl. 17.30. Selvom det måske kan være svært for andre at forstå, hvorfor man bruger så mange timer i en kajak, kan han godt lide den store mission.

- Jeg gør det for at udfordre mig selv – og fordi jeg rigtigt godt kan lide at ro i kajak, siger Lasse Andreas Bøgh fra havet mellem Jylland og Sjælland.

Begyndte ved grænsen

Lasse Andreas Bøgh kommer fra Svendborg og begyndte sin rejse den 13. februar. Her begyndte han at padle fra grænsen til Tyskland og op langs den jyske vestkyst.

Under sin tur Danmark rundt lever Lasse Andreas Bøgh under ganske primitive forhold. Foto: Lasse Andreas Bøgh

Med sig har Kajak-Lasse, som han kalder sig, 70 kilo udstyr. Turen er delt op i forskellige etaper, og nætterne tilbringer han i telt.

- Det er super fedt. Nu har jeg mødt en del mennesker, og folk er enormt gæstfri. Det er dejligt at opleve, siger Lasse Andreas Bøgh.

Velsignet af vejrguder

De sidste par dage har han holdt hviledag i Ebeltoft på grund af det stride blæsevejr. Men bortset fra det, har vejrguderne velsignet ham.

- Jeg har været utroligt heldig med vejret. Der har været godt vejr det meste af tiden, siger Lasse Andreas Bøgh.

Den 6. marts havde Kajak-Lasse kurs mod Grenaa. Foto: Lasse Andreas Bøgh

Kajak-Lasse har stadig omkring 600 kilometer tilbage i sin kajak. Planen er at slutte Danmarks-turneen ved Flensborg Fjord.

Du kan læse mere om hans tur Danmark rundt her.

Læs også Spørgelystne Margit datede ni politikere