Jagter tyv med bue og pil
Våben stjålet under indbrud
3. jul 2014, kl. 06:58
Mere end 30 dage gammel
Politiets betjente skal muligvis lege cowboys og indianere, hvis de vil fange den indbrudstyv, der tidligere på ugen brød ind i en bolig i Malling syd for Aarhus.
Under indbruddet på Fløjstrupvej lykkedes det ifølge Østjyllands Politi for gerningsmanden at sjæle en bue, som befandt sig i boligen. Derudover rapsede tyven også lidt ammunition i form af seks pile.
Gerningsmanden kom ind i boligen ved at bryde et vindue op. Foruden buen og de seks pile stjal han et digitalkamera af mærket Canon, et B&O-musikanlæg samt forskelligt lystfisker-udstyr.
Tyveriet blev anmeldt til politiet tirsdag aften.