Intet gennembrud på vej i have-sag

Lokalpolitiet i Silkeborg arbejder stadig på at finde gerningsmanden til groft hærværk mod buske i en have i Balle

Jørn Møller Jensen og Inger Skoudal Larsen er ulykkelige over at se på deres ødelagte have, som hele to gange er blevet udsat for hærværk.

Hele to gange har ægteparret Jørn Møller Jensen og Inger Skoudal Larsen fra Balle ved Silkeborg oplevet det triste og uforståelige at få deres elskede have udsat for groft hærværk. Første gang var det i slutningen af juli, og senest var det så i sidste uge, hvor de fik hældt syre udover buske i haven, som ved en tidl. konkurrence er blevet kåret som en af landets smukkeste. Lokalpolitiet har endnu ikke haft held til at finde frem til gerningsmanden.

- Vi efterforsker stadig sagen, og har nogle ting vi undersøger nærmere. Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke komme nærmere ind på, hvad vi arbejder med, men jeg kan godt afsløre, at der ikke er et gennembrud på vej lige nu, siger fagkoordinator hos lokalpolitiet i Silkeborg, Mette Therkildsen, til tv2oj.dk.

00:23

Sådan så busken foran ægteparrets hjem ud efter andet tilfælde hærværk.

Luk video

Hun ønsker derfor heller ikke at fortælle mere om mulige mistænkte, spor i sagen eller lignende. 

- Men vi søger stadig oplysninger og vidner i sagen. Hvis nogen har set noget på gerningstidspunkterne, så hører vi gerne fra dem, lyder det fra Mette Therkildsen.

Læs også Dusør på 25.000 kroner i have-sag

Det seneste hærværk er begået ude foran parrets hjem onsdag den 17. august om aftenen mellem kl. 18-21. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.