Hashhandel for 3,5 millioner
To rockere sigtes for salg i Silkeborg-området
To medlemmer af Hells Angels har tilsyneladende haft travlt med at sælge hash til forbindelser i Silkeborg-området, ligesom de skal have fragtet hash til Norge.
Det påstår Københavns Politi, og de to mænd, der begge er 38 år, er fredag blevet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Dommervagten.
Hashhandlen med det midtjyske marked løber op i samlet cirka 3,5 millioner kroner, hævder politiet.
Derudover beskyldes den ene for i en lejet Mercedes Sprinter at have indsmuglet 164 kilo hash fra udlandet.
Derimod samarbejdede begge rockere - ifølge politiets mistanke - om at sende 10 kilo til Norge.
Hashen blev skjult i instrumentpanelet i en lejet Nissan på et autoværksted i Rødovre, hævder politiet i sigtelsen.
De to mænd blev torsdag anholdt i selskab med fire andre mænd.
- Vores efterforskning mod gruppen har ud over mistanke om indsmugling af narkotika også omhandlet en omfattende og organiseret kriminalitet i form af kreditbedragerier, udtaler vicepolitiinspektør Lau Thygesen.
Hvordan de stiller sig til sigtelserne, har politiet ikke oplyst.