Hædres for at hjælpe børn og unge med angst

Aarhusiansk professor får anerkendelse for sit arbejde på Angstklinikken for Børn og Unge i Aarhus

Mikael Thastum

I seks år har Mikael Thastum stået i spidsen for Angstklinikken for Børn og Unge i Aarhus, som har til formål at udvikle nye metoder til at hjælpe børn med angstlidelser.

Det stykke arbejde har Dansk Selskab for Børnesundhed fået øjet på og anerkender nu ved at tildele den aarhusianske professor Årets Børnesundhedspris 2015.

At prisen for første gang i nogle år tilfalder en person, som ikke er uddannet læge, men derimod er professor i psykologi, glæder Mikael Tastum:

- Jeg er meget stolt og beæret over det. Det er glædeligt, at der kommer opmærksomhed omkring ikke bare mit, men også de øvrige medarbejderes arbejde og at vi kan samarbejde på tværs af faggrupper, siger han til tv2oj.dk.

Forskning frem for alt

Angstklinikken for Børn og Unge åbnede i 2009 og fungerer som en forskningsklinik under Aarhus Universitet.

Klinikken er med til at uddanne fremtidens børnepsykologer i og med, at de studerende deltager i både forskning og behandling af patienterne.

- Vi er ikke et offentligt behandlingstilbud. Vores primære opgave er at udvikle nye behandlingsformer og undersøge, hvordan de kan bruges i eksempelvis kommunerne, siger Mikael Thastum og fortsætter:

- Vi kan også se, at mange af de ting, vi har arbejdet med, efterhånden er nået ud til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Udover æren og titlen Årets Sundhedspris får Mikael Thastum tildelt 15.000 kroner.