Fortsat alkoholbehandling på Samsø

Århus Amt forlænger projekt med lokale tilbud til sundhedspersonale og samsinger med stort alkoholforbrug.

Århus Amt har besluttet at forlænge et projekt med lokal behandling af alkoholikere på Samsø til og med 2004. Projektet, som fra starten var 2-årigt, blev søsat i marts 2002. Formålet var at få flere samsinger med et usundt forhold til alkohol til at tage imod rådgivning og behandling, og det er lykkedes i stor stil, oplyser amtet.

En del af pengene til projektet vil gå til et kursus i "Motivationssamtalen", som tilbydes sundhedspersonale, socialrådgivere, pædagoger og lignende. På kurset vil de blandt andet lære om, hvordan man genkender signaler på problemdrikkeri, hvordan misbrug udvikler sig, og hvordan man motiverer en person med alkoholproblemer til at søge hjælp. Det er det tredje kursus af den slags i projektforløbet.