Fejl: Næsten alle fik et 12-tal

Studerende kendte spørgsmål på forhånd

Foto: Roar Lava Paaske

En bommert fra Aarhus Universitets side var i fredags skyld i, at et hold medicinstuderende klarede sig umanérligt godt til deres eksamen i hjerte-, lunge- og karsygdomme.

Det skriver dagbladet BT i dag.

Ud af 157 studerende præsterede de 156 at få et 12-tal, viser en resultatoversigt, som BT er kommet i besiddelse af.

De gode resultater skyldes ifølge institutleder på Institut for Klinisk Medicin, Kristjar Skajaa, at de studerende kendte spørgsmålene på forhånd. Eksamensopgaven bestod nemlig fejlagtigt af spørgsmål fra tidligere prøver.

En fejl i en database gjorde, at der kun var 400 tilgængelige spørgsmål, hvor der normalt er omkring 10.000.

På trods af fejlen får de studerende lov til at beholde deres 12-tal, fortæller han til BT:

- Resultatet her er en kombination af, at de studerende har været velforberedte og lynhurtigt kan genkende spørgsmålene. Så det er helt hen i vejret at sige, at de ikke kan deres stof.