Få taget fingeraftryk i byen
Diskoteket Crazy Daisy i Randers optrapper nu kontrollen. Fremover kan gæster se frem til at skulle afgive fingeraftryk.
26. maj 2008, kl. 12:20
Mere end 30 dage gammel
- Tredive kroner og dit fingeraftryk, tak!
Sådan kan det lyde fremover, når festglade randrusianere vil ind på diskotek Crazy Daisy. Med et nyt højteknologisk system vil diskoteket sikre sine gæster trygge rammer.
- Vi følger med tiden og med fingeraftryksregistrering, VIP-kort og pas-billeder, er vi på forkant med tingene. Den nye teknologi gør det meget lettere at holde styr på karantæner og udskænkningskontrol, udtaler bestyrer Esben Mou fra Crazy Daisy Randers i en pressemeddelelse.
Ifølge Esben Mou hilser politiet i Randers initiativet velkomment.