En fjerde person er nu anholdt efter drab i Hasle

En 23-årig mand skal fremstilles i grundlovsforhør i Aarhus i dag

01:45

Østjyllands Politi er nu oppe på i alt fire anholdelser i sagen om drabet på en 27-årig mand, der onsdag den 18. januar blev stukket ned på Ryhavevej i Hasle ved Aarhus.

Den 27-årige døde senere af sine kvæstelser. Umiddelbart efter episoden blev en 18-årig og en 20-årig anholdt, og i går, fredag, blev også en 24-årig mand anholdt og varetægtsfængslet. 

Læs også Endnu en mand er anholdt efter knivdrabet i Aarhus V

Nu har Østjyllands Politi så anholdt en 23-årig mand, som de også formoder har andel i drabet.

Han skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag formiddag, men Østjyllands Politi anmoder om dørlukning i sagen og har ikke yderligere kommentarer. 

Læs også Politiets teori om knivdrab: Det kan være en "bytter"

Østjyllands Politi har tidligere udtalt til TV 2 | ØSTJYLLAND, at knivdrabet efterforskes som en hævnaktion, der har rod i det kriminelle miljø.

Teorien er, at der kan være en sammenhæng mellem drabet og lignende episoder i de kriminelle miljøer den seneste tid.

Øverst i artiklen kan du se video fra politiets arbejde på stedet. Videoen er filmet af Local Eyes.

 

  Foto: Google Maps