Dødsbrand genåbner 300 sager
Gennemgår gamle sager for at tjekke fejl
Arbejdstilsynet genvurderer nu godt 300 sager fra perioden 2009-2012 for at tjekke om tilsynet har begået fejl i sagsbehandlingen, så de skal genoptages og der skal træffes nye afgørelser. Det skriver Fagbladet 3F.
Det gælder sager i den alvorligste ende af skalaen.
Gennemgangen er højt prioriteret og forventes færdig i december, oplyser direktør for Arbejdstilsynet Jens Jensen.
Det sker efter, at Arbejdstilsynet har erkendt en alvorlig fejl i sagen om 51-årige Kim Banke, Søby, der brændte ihjel i en lift i en silo på Grenaa Havn i juli 2011.
Gennemgangen omfatter sager, der opfylder følgende tre kriterier:
- Sager, hvor Arbejdstilsynet har været tilkaldt akut af politiet.
- Sager, hvor der med afsæt i politirapport, kan være grundlag for straffesag for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
- Sager, der er henlagt uden indstilling til politiet om retslig tiltale.
I disse sager tjekkes der om afgørelserne er korrekte eller om
Arbejdstilsynet skulle have indstillet sagen til retslig tiltale hos politiet - som det var tilfældet i silosagen fra Grenaa.