Borgmester: Jeg er ikke "Boring"

Nils Borring afviser at være en kedelig borgmester

Kampen om borgmesterposten i Favrskov Kommune kommer højest sandsynligt til at stå mellem den nuværende borgmester Nils Borring (S) og udfordreren Anders G. Christensen (V).

Samme kamp var det ved kommunalvalget i 2009, hvor Anders G. Christensen (V) missede borgmesterposten til Nils Borring (S).

Her til aften diskuterer en række spidskandidater fra Favrskov Kommune i TV 2 | ØSTJYLLANDs valgdebat, hvem der skal være borgmester efter valget den 19. november.

Borgmester Nils Borring (S) mener fortsat, at han vil være den rette borgmester i Favrskov Kommune, selvom nogle måske vil mene, han til tider kan virke lidt kedelig.

- Der er to r'er i Borring - ikke Boring ("kedelig" på engelsk, red.). Jeg forstår ikke helt, hvis man siger det, siger borgmester Nils Borring fra Socialdemokraterne.

Rød opbakning

Den nuværende borgmester møder opbakning fra de røde partier.

- Vi går ikke så meget efter poster. Vi går mere efter politik. Vi vil meget gerne pege på Nils Borring som borgmester, siger Erik Høeg fra SF.

- Vi mener, at Nils Borring også fremadrettet kan varetage det brede samarbejde, siger Helle Bækkelund Sørensen fra Radikale Venstre.

- Det handler ikke så meget om personer. Jeg ser helst, at det bliver Erik Høeg (EL), Niels Borring (S) eller Helle Bæk Sørensen (R), siger Peder Meyhoff fra Enhedslisten.

Vil have et nyt styre

Nils Borrings (S) udfordrer Anders G. Christensen tror derimod på, at han har, hvad der skal til for at vinde borgmesterposten denne gang.

Han mener, at de fire år, siden det seneste kommunalvalg, har gjort ham til en mere "rund" politiker.

- Vi har arbejdet hårdt i Venstre siden sidste valg. Jeg er god til at lytte og handle, når jeg har lyttet, siger Anders G. Christensen fra Venstre og tilføjer:

- Vi går til valg på et få et borgerligt-liberalt flertal, så vi kan få en borgerlig borgmester.