Århusianer bag bombe-joke mod fly
Århusianer i chef-stilling måtte aflevere sine penge til SAS, efter at han jokede med at bombe kronprinseparrets fly.
- Det er sgu godt, alle de sikkerhedsfolk ikke har opdaget bomben i min bagage.
Bemærkningen, sagt i spøg, bliver dyr for manden bag den, idet den forårsagede stor opstandelse og forsinkelse af kronprinsparrets fly fra København til Chigago lørdag eftermiddag. Bemærkningen blev overhørt af sikkerhedsfolk i lufthavnen i Kastrup, som straks alarmerede kronprinsparrets livvagter.
Den faldt, netop som de royale skulle til at gå om bord i flyet. Sikkerhedsfolkene tog ingen chancer og førte Frederik og Mary til lufthavnens kongeværelse, mens flyet blev undersøgt af
bombehunde. Det kostede en forsinkelse på et par timer.
- Ingen var vel i tvivl om, at der bare var tale om en dumsmart bemærkning. Men man kan ikke sende et fly i luften under de omstændigheder, siger den centrale vagtleder i Københavns Politi, Søren Wiborg.
Hos SAS siger pressechef Mikkel Thrane, at flyselskabet vil tale med politiet om episoden og derefter vurdere, om SAS vil anlægge en erstatningssag.
Flykaptajnen ville ikke have manden om bord efter episoden. I stedet måtte han aflevere omkring 50.000 kr. i danske og udenlandske kontanter til politiet.
- Han har en ledende stilling i et stort firma, så der var intet unaturligt i, at han havde et sådant beløb på sig. Vi har beslaglagt dem, fordi vi erfaringsmæssigt ved, at SAS vil fremsætte et erstatningskrav, simpelthen for at forhindre at den slags skal brede sig. Beløbet bliver i givet fald et første afdrag, siger Søren Wiborg og tilføjer, at manden ikke protesterede.
- Han var bare ked af det, siger vagtlederen.
I stedet for flyet til Chicago måtte den uheldige chef tage toget hjem til Århus.
Politiet sigter ham for forstyrrelse af offentlige transportmidler, hvilket kan udløse en bøde og endda fængsel.