Århus Elite på jagt efter ny koncernchef
Arbejdet med at finde Lars Windfelds afløser er allerede gået i gang. Den nye koncernchef skal være på plads inden sommerferien.
Århus Elite A/S har i nogen tid været forberedt på, at koncernen skal have ny chef som afløser for Lars Windfeld.
Torsdag meddelte Windfeld, at han stopper som chef, og dermed er der sat yderligere turbo på arbejdet med at finde en ny øverste leder.
- Vi vil gå i gang med at finde en afløser. Vi skal have fundet en ny koncernchef, og det er jeg sikker på, at vi kan, siger Århus Elites bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Århus Elite regner med, at den nye koncernchef er på plads inden sommeren.
Indtil da varetages den daglige ledelse i Århus Elite A/S fortsat af en ledelsesgruppe bestående af vicedirektør Jørgen Noes, økonomichef Ib Grosbøl Selmann og Atletions direktør, Peter Kjærgaard. Gruppen refererer direkte til Torben Bjerre-Madsen.
Du kan se et interview med Torben Bjerre-Madsen ved at klikke på tv-indslaget i boksen ovenfor til højre.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLAND klokken 19.30.