Århus dumper ny skolelov
Regeringen lover langt mere på skoleområdet, end den kan finansiere, lyder det fra rådmand i Århus
For 851 millioner kroner om året vil regeringen skabe en helt ny folkeskole.
Men pengene rækker slet ikke, lyder kritikken ifølge Politiken samstemmende fra landets tre største kommuner.
- Det er groft underfinansieret. Vi kan på ingen måde føre regeringens intentioner ud i livet med de håndører, der lægges op til, siger Jacob Bundsgaard Johansen (S), rådmand for børn og unge i Århus Kommune, til Politiken.
- Regeringen lover langt mere, end den kan finansiere, siger Anne Vang (S), børne- og ungdomsborgmester i København, til avisen.
Københavns Kommune kan med regeringens finansiering se frem til cirka 82 millioner kroner årligt til folkeskolereformens nye initiativer, når reformen er indfaset i 2015.
Også i Odense mener den skoleansvarlige rådmand, at regeringens finansiering af folkeskoleudspillet er urealistisk.
- Udspillet indeholder en masse symbolik som flere test og en fjernelse af loftet over antallet af elever i klasserne, siger rådmand for Børn- og ungeforvaltningen, Stina Willumsen (SF).
- I Odense har vi lige sparet 40 millioner på skoledriften, så alt overflødigt er skåret væk. Det betyder, at det koster penge, hvis man sætter nye initiativer i værk, siger Stina Willumsen til Politiken.