Anholdt for tyveri for millioner
Østjyllands Politi har anholdt en 35-årig mand i sagen om tyveriet af cigaretter i april på Århus Havn.
29. aug 2008, kl. 13:59
Mere end 30 dage gammel
Cigaretter for næsten fem millioner kroner blev den 1. april stjålet fra en sættevogn i Nordhavnsgade i Århus, og fredag formiddag kunne politiet i Århus anholde en i sagen.
Det drejer sig om en 35-årig mand, som nu sigtes for, sammen med flere endnu ukendte gerningsmænd, at have stjålet cigaretterne, der havde en samlet værdi på 4.364.401,56 kroner.
Manden fremstilles i grundlovsforhør lørdag først på formiddagen, og politiet vurderer på nuværende tidspunkt, at det vil foregå bag lukkede døre.