Åbner op for skoleændringer
V: Ændringer i spil for mindst to skoler i skoleforlig
Det omstridte skoleforlig i Randers kan komme til at se anderledes ud. Sådan lyder meldingen fra Anders Buhl-Christensen, der er medlem af byrådet i Randers Kommune.
I dag skal byrådet behandle de omkring 350 høringssvar, der er kommet fra borgere i forbindelse med udkastet til skoleforliget. Og nu åbner Venstre op for, at der kan ske ændringer:
- Jeg tror, der er vilje til, at vi skal gå tingene ordentligt igennem en gang mere, siger Anders Buhl-Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han nævner, at især to skoler er på spil - nemlig Tirsdalens Skole og Kristrup Skole. I byrådets udspil skal Tirsdalens Skole fremover være overbygningsskole, mens Kristrup Skole skal være indskolingsskole for de mindste elever. Men måske bliver den struktur byttet rundt:
- Hvis det kunne gøre det bedre, at vi bytter rundt på to skoler, så kunne det jo være en oplagt mulighed at tage det op, siger han.
Se et interview med Anders Buhl-Christensen i videoen øverst på siden.