Aarhus fejrede ildsjæle forud for år i frivillighedens tegn

Fra kultur til frivillighed i Aarhus. Aarhus er Europæisk Frivillighovedstad 2018

01:25

Mens 2017 bød på kulturshovedstadsår i Aarhus, står 2018 i frivillighedens tegn. Fra på søndag kan Aarhus bryste sig af titlen som Europæisk Frivillighovedstad 2018.

Det blev tirsdag fejret med en hyldest til de frivillige, der allerede gør en god indsats og med et blik på de initiativer, som vil komme i løbet af året.

Læs også Ildsjæl kæmper for en bedre fremtid for ghettoens børn

- Vi vil bruge det til at hylde, anerkende og fejre alt den frivillighed, der sker i Aarhus og hele Region Midtjylland, siger Maj Morgenstjerne Bek, sekretariatschef i Frivillighovedstad 2018.

Ahmed hjælper udsatte unge

Ahmed El-Mohammed er en af de frivillige, som blev hyldet tirsdag i Aarhus. Som frivillig arbejder han for et bedre liv blandt unge i udsatte boligområder.

- Jeg vil gerne hjælpe dem (de unge, red.) med at finde den rette vej og være den storebror, de ikke har, eller være den person, der kan komme med de gode råd, siger Ahmed El-Mohammed, der er frivillig via Unge4Unge.

Ahmed El-Mohammed arbejder som frivillig med at sikre et godt liv for unge i udsatte boligområder.

Det er socialforvaltningen Familie, Børn og Unge i Aarhus Kommune, der var værter for arrangementet tirsdag under titlen: Vi rykker sammen om noget større.

Og for kommunen skal det frivillige arbejde i løbet af året være løftestang til noget større.

- Det kan for eksempel være unge, der er rigtig langt fra arbejdsmarkedet. Hvordan kan de gennem frivilligt arbejde eller via deltagelse i organisationer og foreninger få udviklet deres kompetencer og få noget mere selvtillid til at nærme sig arbejdsmarkedet, siger Maj Morgenstjerne Bek.

Læs også 3.000 frivillige fejret i Friheden med ny Aarhus-julesang

70 frivillige fra forskellige organisationer var til stede tirsdag. Ahmed El-Mohammed håber, at byens nye titel som Europæisk Frivillighovedstad 2018 gør en forskel.

- Det betyder meget. Vi får ekstra arbejde og en masse hjælp til at alle dem, der har det svært, får en mulighed i livet for at kunne komme videre, uden at de skal kæmpe for meget, siger han.

Læs også Ildsjæle får million-beløb til camps for familier ramt af kræft

'Skal være bedre at være frivillig'

Camilla Fabricius (S), formand for Frivillighovedstad 2018 og byrådsmedlem i Aarhus Kommune, fortæller, at man fra politisk side blandt andet skal være opmærksom på, at frivillige ikke varetager opgaver, som egentlig burde varetages af lønnet personale.

- Det er en snitflade-problematik. Det vil sige, at der er ting i hverdagen, hvor man kan opleve, at det er et problem. Det her år med frivillighed er en af de ting, vi gerne vil diskutere sammen med politikerne, aarhusianerne og organisationerne, hvor udfordringerne kan være, og hvordan vi som kommune kan gøre det endnu bedre at være frivillig, siger Camilla Fabricius. 

02:47

VIDEO: Frivillig-formand: Vi skal gøre det bedre at være frivillig - Se interview med Camilla Fabricius her.

Luk video