45 ledige fra Horsens fik job
Ferieafløsere rykker tættere på fastansættelse
Sommerferien står for døren. Men for rigtig mange ledige, er det ikke ferie, der står øverst på ønskelisten. De kæmper for at få et job. I Horsens er 45 ledige rykket tættere på denne drøm.
Et nyt samarbejde mellem Jobcenter Horsens og Danish Crown, har skaffet 45 feriejobs på slagteriet. Og med en fod indenfor i virksomheden, rykker feriejobberne tættere på en fastansættelse.
42-årige Michael Petersen arbejder som ferieafløser i pakkeriet. Han har gået ledig siden oktober sidste år og har aldrig før prøvet at arbejde på et slagteri.
- Jeg har tidligere arbejdet på store virksomheder, så det har ikke været svært for mig at falde ind i miljøet. Som afløser skal man være indstillet på at lære nyt. I det hele taget gælder det om at sætte sit aftryk, siger Michael, der håber på fastansættelse på Danish Crown, når hans vikariat udløber.
Driftsleder på Danish Crown Hans Karpinski ser muligheder i lignende samarbejder med Jobcenter Horsens.
- Jobcentret hjalp os med at løse et behov for arbejdskraft - i dette tilfælde fortrinsvis dansk arbejdskraft, da vi som en stor virksomhed har en forpligtelse til også at skaffe beskæftigelse til lokale ledige, siger han i en pressemeddelelse.
Ferieansættelserne løber frem til september.