45-årig hentede penge i Fakta

Tog hjem til Aarhus og blev anholdt

En 45-årig mand fra Århus blev sent i aftes taget på fersk gerning, skriver Radio VLR.

Ved 20.50-tiden brød han ind i et baglokale hos Fakta på Haderslevvej i Kolding. Her stjal han to pengekassetter, der indeholdt et ukendt pengebeløb. Han stak af i en Volvo personbil, som senere på aftenen blev fundet i Århus.

Politiet fandt frem til den 45-åriges lejlighed. Betjente fra Østjyllands- samt Sydøstjyllands Politi ransagede lejligheden og fandt de to pengekassetter, der var stjålet i Kolding.

Han er nu sigtet for indbruddet.