Hvor skal de hjemløse være?
Hjemløse efterlyser et sted i midtbyen
- Byen er også vores.
Sådan lyder det fra Ole Bumholt, der er hjemløs i Aarhus.
Ved Klostertorv i Aarhus holder en gruppe hjemløse til. Og det til stor gene for for mange beboer og erhvervsdrivende i området, men også de hjemløse er generet af situationen, og derfor efterlyser de et sted i midtbyen, hvor de kan få lov til at være - og være sig selv.
Men hvor skal de hjemløse så hen?
TV 2 | ØSTJYLLAND har besøgt de to hjemløse kammerater, Ole Bumholt og Klaus Kludder, der holder til på torvet.
- Selvfølgelig skal vi være her, hvor skal vi ellers være? spørger Ole Bumholt, der bakkes op af kammeraten.
- Ja, det er det, der er spørgsmålet, tilføjer Klaus Kludder.
Men de to er ikke interesseret i at tage hvor som helst hen, og Botanisk Have duer i hvert fald ikke.
- Der skal jo være en kiosk eller et supermarked tæt på, så man kan købe nogle billige bajere, og det er der ikke ved Botanisk Have, siger Ole Bumholt.
Så indtil videre bliver de to kammerater på Klostertorv i Aarhus.
Se indslaget over artikel, hvor du kan se mere til Ole Bumholt og Klaus Kludder.