Teenagepige sigtet i forbindelse med Superliga-kamp

I alt blev tre personer sigtet i forbindelse med Superligakampen mellem AGF og OB søndag aften.

På banen var det skidt. Og det var det sådan set også uden for. I hvert fald havde Østjylland Politis specialpatrulje noget at se til både før og efter kampen. 

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Før kampen blev en 15-årig pige fra Hasselager visiteret, og på hende fandt man tre blitzlys, som alle blev destrueret. Teenagepigen blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, ligesom hendes mor blev kontaktet og orienteret om sagen.

Peberspraylignende genstand

Det var ikke den eneste mor, politiet måtte have fat i. Moren til en anden 15-årig pige måtte nemlig også kontaktes, efter der blev fundet en peberspraylignende genstand på hende i forbindelse med visitationen. Politiet beslaglagde genstanden, som nu skal undersøges nærmere.

Der var mere ro på under selve kampen, men efter kampen var den gal igen.

Denne gang var det en gruppe unge, der kom ud fra et skovområde og gik hen mod udeholdets fans, mens de kom med tilråb. To af dem maskerede sig flere gange, og da betjentene forsøgte at få fat i dem, stak de af.

De to unge mænd blev dog indhentet. De forsatte med at udvise aggressiv adfærd, og derfor blev de begge anholdt og sigtet både for at forstyrre den offentlige orden og for overtrædelse af maskeringsforbuddet.