Spritbilist ringer til politiet og indrømmer alt
Efter et uheld ringede en bilist til politiet - og han kunne berette om flere lovbrud.
Natten til lørdag klokken 02.30 kørte en bilist galt på Oddervej ved Damgårds Allé i Beder. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Den mandlige bilist kunne selv komme ud af bilen, og så ringede han til politiet.
Og der var ingen bortforklaringer fra manden, som erkendte, at han var kørt galt, da han havde talt i mobiltelefon.
Flere indrømmelser
Det var dog ikke det eneste, han kunne fortælle. Under samtalen med politiets vagtcentral oplyste han også, at han ikke havde noget kørekort, og at han i øvrigt havde drukket øl, inden han havde sat sig bag rattet.
En patrulje kørte til stedet, og kort tid efter opkaldet, kunne de konstatere, at den forulykkede bilist havde talt sandt. Derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden førerret.